Have

På tankeflugt i haven

Heldigvis viste de nye havehandsker sig at være et godt valg. De har godt og grundigt været brugt gennem de sidste par uger. Men lur mig, om ikke det havde været lige fedt, om jeg havde købt det ene eller det andet par. Hovedsagen er, at bedet nu er ryddet for sten og ukrudt, og der er plantet og sået i en del af haven, og handskerne holder stadig.

Så langt så godt! Nu hvor jeg har været i haven nogle gange, går det virkelig op for mig, hvor meget jeg egentlig har savnet det. Helt basic, så har jeg savnet duften af jord og ikke mindst alt det, som det fører med sig af mental release. Man har oceaner af tid, og så er der bare fred og ro. Jeg har godt nok fået sat mange tanker på plads undervejs, og hovedet er blevet tømt for alskens tankeophobninger.

Kender I det? Når der er noget, man er vildt optaget af, så forsvinder tiden ligesom på en underlig, men befriende og afslappende måde og tankerne flyver derudad. Sådan har jeg det ofte, når jeg arbejder i haven.

Jeg føler mig ret privilegeret, fordi jeg det meste af livet, har haft skov eller vand til nabo. Jeg gætter på, at det kan være en af årsagerne til, at mit sind og mine sanser har et umætteligt og ustoppeligt behov for at blive stimuleret via naturen og ikke mindst dens dufte – uanset vejret, tidspunktet på døgnet, eller årstiden.

Nogle gange kan årstiden også føles for lang, og så kan jeg godt blive temmelig træt af det danske klima. Et utal af gange har jeg leget med tanken om, hvor fantastisk det ville være at bosætte sig i syden. Nu er jeg ret vild med Frankrig, så det skulle allerhelst være i Provence og oppe i bjergene. Der er bare så smukt. Flere gange har jeg kørt på de bittesmå bjergveje, hvor der lige akkurat er plads til, at halvanden bil kan passere hinanden, uden at den ene bil falder ud over skrænten. Pludselig og mens man mindst venter det, kan der dukke et Auberge op – altså en lille kro – og der bliver man så bare nødt til at stoppe op for at spise en tallerken lokal mad. Wow, lige noget for en som mig!

Nå, men for at komme tilbage på sporet, så er jeg hver gang nået frem til, at jeg alligevel ikke vil undvære de fire årstider i Danmark – altså for good!!!

Jeg har mange gode minder fra min barndom, og nogle af dem er netop situationer, jeg husker omkring årstiderne. Altså, det var dengang, hvor vejret altid passede til årstiden!

Duften af det spirende, lysegrønne forår, hvor jeg pludselig fra den ene dag til den anden fik lov til at skifte de uldne strømpebukser og støvler ud med hvide knæstrømper og sandaler. Jeg husker, hvor lykkelig og fri jeg følte mig.

De lange lyse sommeraftner, hvor vejret altid var godt, og hvor vi spillede rundbold og sjippede sammen med de andre børn fra vejen, lige indtil min mor kaldte på mine søskende og jeg, fordi vi skulle ind. Hver eneste gang prøvede vi at overtale hende til, at måtte være – bare lidt – længere ude, for det måtte alle de andre. Det passede overhovedet ikke, men vissevasse, det sagde alle ungerne fra vejen også til deres mødre. Nogle gange gik det – andre gange ikke!

Efterårets smukke farvesymfoni på træernes blade, lige indtil blæsevejret tog dem om natten, hvor de forvildede sig ned et tilfældigt sted på skovbunden, og hvor man dagen efter smed bladene efter hinanden.

Vinteren, hvor det altid sneede, og de store hvide snefnug dalede stille og roligt ned fra en frostklar himmel. Jeg elskede at sidde i vindueskarmen og kigge op mod himlen, hvor snefnuggene blev opslugt af gadelampernes skær. Det var så magisk, og jeg drømte, at jeg blev suget med ind i lyset, og tid og sted forsvandt.

Det var sgu tider dengang 😉

Og så lige tilbage til nutiden igen! Josephine og jeg ankom med godt humør og nye havehandsker, og vi glædede os vildt til at komme i gang. Vi havde som sådan ikke planlagt anlæggelsen af haven på forhånd, så vi satte os med en kop the for at afstemme vores forventninger til havedagen. Vi fik tegnet en foreløbig skitse over havestykket for at danne os et overblik over, hvor, hvornår og hvad der skulle plantes og sås. Jeg er sikker på, at den haveplan bliver ændret adskillige gange undervejs i forløbet, og det er jo også ok, for vi kan nok ikke undgå at blive klogere hen ad vejen.

Noget kan tåle at komme i jorden nu, andet skal vente, til man er sikker på, at frosten er gået på sommerferie, og hvad skal plantes ved siden af hinanden for at få det optimale udbytte. Og hvad gør man med alle de fugle, som flyver rundt om ørerne på en, fordi de er på jagt efter mad?

Det er vist ikke helt så enkelt med en køkkenhave, som jeg troede – i hvert fald ikke når jeg hører og læser om det.

Så er det lige, at jeg er rigtig glad for min beslutning om, at leje et stykke jord hos Årstiderne. Udover at der kun dyrkes økologisk, er der altid masser af hjælp af hente, dels af de ansatte på gården, men også af alle de mange havenaboer. Alle er hjælpsomme og parate med gode råd.

Jeg vil lige tilføje, at hvis jeg nu havde haft min egen have, havde jeg bare kastet mig ud i det, og gjort det på min egen måde. Jeg er 100% sikker på, at uanset hvad og hvordan man gør, vil man få succes. I virkeligheden handler det jo dybest set om det ambitionsniveau, man tillægger projektet. Mine ambitioner med haven er egentlig bare at nyde at dyrke og høste lækre, friske og økologiske grøntsager, som jeg kan anvende i mine madopskrifter.

Som sagt er hele bedet ikke plantet til endnu, og det er med vilje, fordi der skal være plads til senere udplantning. Men vi har da sået forskellige salater, spinat, fennikel, ærter, radiser, forskellige urter og så en masse morgenfruer – alt i snorlige rækker. Men om det vokser op sådan, ved jeg ikke. Det er lidt sjovt med morgenfruen, for faktisk har jeg aldrig været vild med den blomst. Jeg har først lært at holde af den inden for de sidste par år. For mig har den altid hørt under kategorien mormorblomst… så hvorfor jeg kan lide den nu, er jo egentlig et meget godt spørgsmål…

Da fuglene kredser over haverne, og da der i starten stadig var nattefrost, har vi lagt fiberdug hen over de rækker, hvor vi har sået, for vi gider altså ikke dele vores grøntsager hverken med fuglene eller med frosten. Efterhånden spirer det en del i bedet, så fiberdugen bliver snart fjernet, så de små planter kan nyde friheden.

Havenaboen til den ene side hedder Jens, og han har haft køkkenhave i flere år. Det er smadder hyggeligt, og vi får altid slået en lille sludder af, for det skal der bare være plads til.

Jeg kan godt lide, at der er styr på det, og vil gerne have, at køkkenhaven står skarpt. Så efter et par timer, hvor Josephine og jeg skiftesvis for frem og tilbage og smed os ned på jorden – for på øjemål – at kontrollere, om rækkerne af frø nu var sat helt nøjagtigt, råbte JensNabo, at nu måtte vi altså holde op, for han fik efterhånden præstationsangst. Senere spurgte han mig, om jeg også havde opdraget Josephine, som jeg passer køkkenhave! Han mente, jeg holdt det hele lidt stramt. Ha,ha, det kan jeg så tænke over…..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *